Der er mange smukke steder…

og det er der også på Vestre Kirkegård.

Har ikke tidligere gået rundt i længere tid på kirkegården, men i denne weekend er jeg babysitter for min nieces hund så det hjælper at gå der, selvom der for altid vil være en al for stor smerte forbundet ved at komme der. Det er snart fem måneder siden min søn døde og blev begravet en iskold februar dag med tilstedeværelsen af flere hundrede tårefyldte og grædende mennesker. Jonas var en ener og helt speciel og vi savner ham alle så inderligt dybt. Hans grav er ikke færdig, og bliver det først til efteråret ifølge kirkekontoret. Det er egentlig ok, for det gør at vi kan sørge lidt længere uden at tage stilling her og nu til sten med mere.

Har gjort lidt tanker… det skal jeg jo!

Det har været en god tur med en hund i snor i den ene hånd og et mobilkamera i den anden. Stemninger var der alle de steder vi nåede at se og mærke. I morgen tager vi en anden rute og et rigtig kamera med. Mille havde næsen i alle de spændende dufte der er for en hund, og jeg havde øjne på kringlede og krogede finurligheder der er på sådan et sted. Alt i alt en god tur.