Chili zonekort

Her i Danmark er der på trods af at vi ikke er så stort et land flere plantezoner – områder hvor det er bedre og lunere end andre steder at dyrke chili udenfor om sommeren. Men uanset hvor i landet du dyrker chiliplanter er det en god ide at hjælpe planterne på vej ved at stille dem i læ for isært den hårde blæst og regn.

De steder hvor chiliplanterne trives godt og får mest varme når den danske sommer viser sig fra sin allerbedste side, er farvet med røde chilier på kortet.

Vælg dine chiliplanter med omhu for selv i de grønne områder kan chili dyrkning vise sig succesfuldt.

Så et frø… og få det til at spire

Du har forberedt dig og indkøbt de frø du har udvalgt, varmemåtte, spirebakker eller andre små potter og har nu åbnet posen med så- og priklejord… og vandkanden står ved siden af – du er klar og tidspunktet er en kold dag medio januar, måske lidt senere, men ikke så sent at dit frø ikke kan nå alt det, som det nu en gang skal nå i sin vækst, for at blive til en fuldmoden lækker chili der er lige til at spise.

Kom jord i og fugt det med vandet – husk at det ikke må sejle i vand, men skal være lige akkurat nok fugtigt til at få frøet i gang. Stød jorden let og læg nu et frø eller flere og kom 1-2 millimeter jord over og dup jorden let med fingeren. Stil din spirebakke eller potter i en lys og allerhelst sydvendt vindueskarm og gerne på en varmemåtte da de små chilifrø er særlig varmekrævende for at spire. Husk at skrive navn på et planteskilt der er vandfast så du har styr på dine stiklinger. Det er helt umuligt at huske medmindre du kun sår en slags frø.

Selv har jeg brugt IKEA´s VÄXER plante- og spirekasse med specielle små stenuldsblokke spirebakker med plads til 50 små frø samt fra Hokus Krokus Garlands minidrivhus med varme og 7 bakker og de har begge været formidable til at få frø til at spire.

Et frø er 10-35 dage og kan være længere om at spire, afhængig af hvilken sort du har valgt. Capsicum Chinense er oftest de som spirer senest. Det er også en mulighed at montere en speciel vækstlampe til de små poder. Men hvis det kan lykkedes for mig i en lille sydvendt vindueskarm er det en god og billig begyndelse at starte med en spirebakke.

1. ompotning

Det er tid til at få de små stiklinger fra spirekassen når de er blevet til nogle 4-5 cm lange tynde ranglede planter.

Det er vigtigt at hver enkelt stikling får sin helt egen lille potte – chilier kan ikke lide at dele potte og sætter du flere planter i en potte bliver resultatet ikke optimalt. Selv bruger jeg små potter der er 8 x 8 cm til 1. ompotning. Fyld potterne med så- og priklejord, det er endnu for tidligt at bruge almindeligt pottemuld da der er al for megen kraft i denne. Så- og priklejord er lettere gødet så de små rødder stiklingerne har ikke bliver ‘brændt’ af. De skulle jo meget gerne blive til nogle stærke rødder og dermed til sidst at ende ud med en sund plante.

Det er også nu man mærker at planterne begynder at optage pladsen i vindueskarmen. Jeg har fundet ud af at en skobakke er effektiv til at sætte de små potter på. Husk stadig at der ikke må overvandes. Chiliplanterne kan kun lide at der lige akkurat er nok væde, desuden ‘stresser’ det planten så den udvikler sig stærkere og sundere.

2. ompotning

En god potte med størrelsen Ø13-15 cm er perfekt til at ompotte dine chiliplanter i når rødderne begynder at stikke ud i de små potter du brugte til 1. ompotning. Alle de planter der ser stærke og sunde ud ompottes med en blanding af halvt pottemuld og halvt så- og priklejord. Det er vigtigt nu at give chiliplante en støttepind, så den ikke knækker eller vælter.  

På det her stadie er mine planter ‘vokset’ fra vindueskarmen og længere ind i rummet. Det vil sige at al plads i vindueskarmen bliver brugt og bagved er sat små klapborde op med flere skobakker med potter af chiliplanter på og som alle nyder forårets sol og varme der kommer ind og får dem til at blive større og større i deres vækst.

Beskæring

Når dine små planter har nået en højde af 20-30 cm er det tid til at beskære dem.

Av, det gjorde helt ondt da jeg gjorde det her første gang på en flot stor plante. Sad og klipsede med saksen et øjeblik og så tog jeg mod til mig og klippede alle grene ned så der lige var 2-3 blade på hver gren. Klip, klip, klip og så var alle planterne i højden halveret.

Men inden der var gået en uge, kunne jeg se at på alle planter kom der nye skud, selv på de typer af chiliplanter der af natur har en høj og ranglet facon i forvejen, kom der nye skud på. De andre chiliplanter der er busket af natur bliver bare flottere og større af en beskæring, plus det faktum at der kommer flere blomster der igen resulterer i en større høst.

Så husk at beskær på det rigtige tidspunkt og ikke når planten er blevet fuldvoksen.

3. ompotning

Sidste ompotning sker lige før dine chiliplanter skal udenfor. På det her stadie er de blevet til store flotte planter der er ved at vokse sig ud af de potter som de står i efter 2. ompotning. Du kan med stor fordel benytte potter fra 3 ltr og opefter alt afhængig af hvor stor en plante du vil have stående udenfor.

Jeg fandt ud af sidste år at hvis man laver et system med at sætte en klud i potten med små snipper der stikker ud ud i bunden inden der kommes ny jord og plante i, bliver chiliplanten henrykt. Chiliplanter kan bedst lide at ‘drikke’ nedefra gennem rødderne og er ikke så glade for at blive vandet fra oven.

De fleste planter har også på det her stadie allerede fået blomsterknopper eller de blomstrer måske ligefrem. Men her er det vigtigt at huske at knibe de første 5-10 blomsterknopper af, det gør at chiliplanten sætter flere blomsterknopper og får dermed et optimalt udbytte – og det virker! Planten bliver mere produktiv  af det.

Tilpasning

Det er blevet forår og alle planterne fylder af H til allevegne indenfor og her er det at man bare har lyst til at hive allesammen udenfor når forårsvejret er lunt og flot. Den går ikke! Medmindre du har et drivhus hvor nattemperaturen ikke kommer under ti grader og hvor du forinden har vænnet planterne til den lavere temperatur. 

Du tilpasser chiliplanterne til livet udenfor ved på de varmeste forårsdage at lade dem stå udenfor et par timer og disse timer øges gradvis jo varmere det bliver for til sidst når nattemperaturen er kommet op over de ti grader og derover at blive uden hele døgnet. Brug gerne lidt fiberdug de første par nætter så du ikke chokker planterne. Tilpasningen kan godt tage op til fjorten dage, men så er man altså også lykkelig for nu kan der ryddes op i alle vindueskarmene indenfor… alle planter har fået deres plads udenfor.

Liv og glade dage

Vi er nu nået til sommeren og leger at det er som den danske sommer er mest, nogenlunde lunt og en vekslen imellem sol og regn. Planterne vokser og vokser og samme gør chilifrugterne, nogen har sågar begyndt at få farve.

Uhh… så opdager man at der er småkravl på et par blade – det er bladlus… Hvad gør du?

Finder en forstøver frem og laver en blanding der hedder ½ dl brun sæbe, 4 dl vand og ½ dl husholdningssprit som rystes godt inden brug. Så sprøjter du planten på alle ramte steder. Dette gøres når solen er gået ned så planten ikke bliver brændt af blandingen. Lad det sidde til næste dag og skyl så planten med vand.

Sidder der stadig bladlus gentager du behandlingen til de alle er væk og ikke kan ‘smitte’ de andre chiliplanter.

Brugte samme behandling på en enkelt plante der havde fået spindemider, dem så jeg ikke mere til sommeren over, men bladlusene synes at have fået fat i de planter der stod i mit mini drivhus som oprindelig er en mistbænk jeg har ombygget. Bladlusene fik et par omgange af behandlingen før deres liv og glade dage var ovre.

Har du mange planter som jeg, og står de tæt, er det næsten helt umuligt at undgå bladlus. De jeg stiftede bekendtskab var æblebladlus der både findes i en rød og grøn udgave af slagsen.

Andre problemer med dyr udover de spindemider og bladlus som beskrevet herover som chiliplanten kan blive udsat for er snegle og larver. Sygdomme har jeg ikke stødt på endnu, men jeg er også stadig en novice hvad angår at dyrke chilier… men kan kun anbefale dig at låne bøger eller søge viden på nettet hvis du får problemer med et eller andet hos din chiliplante.  

Vanding

Som beskrevet i 3. ompotning har jeg brugt en klud i potterne som gør at planterne bliver vandet nedefra. 

De skobakker de hele vinteren har stået på i vindueskarmen har jeg brugt til at stille mine chiliplanter på udenfor, og når de vandes sker det i den. Det var helt klart en succes på de tørreste dage af sommeren i år.

De andre dage hvor regnvejret tog over, måtte jeg ud og tømme bakkerne for vand og stille planten udenfor denne, for uanset hvad, så kan chiliplanter ikke lide overvanding. De kan bedst lide at tørre ud imellem hver vanding, det stresser planten positivt og i sidste ende gør at den vil give et godt udbytte.

Husk at sørge for at chilien får gødning i vandet – ikke overdosere, bare lige akkurat nok. Vær også OBS på at ved overvanding falder bladene af. Blade kan også begynde at falde af hvis chiliplanten bliver udsat for et større temperaturudsving og dermed får et chok i sin vækst. Selvom det er relativt nemt at få planterne til at vokse under danske forhold, så er de stadig skrøbelige og kan ikke så godt lide pludselig kulde eller hede, det stresser planten og så kaster den f.eks. sine blade eller frugter af.

Høst

Sidst i juli er det muligt at høste farverige smukke chilier. Du har måske allerede høstet en halvmoden en og været tilfreds med smag og styrke. På det her tidspunkt kan du også se hvor stor din høst bliver og dermed forberede om der skal syltes, fryses eller tørres. Har du så også samtidig tomater i haven kan disse kombineres på utal af måder.

Det er sjovt at sylte sine Jalapeños til vinterens pizzaer m.v. lave sin egen chilisauce ala Lingham´s eller chiliketchup. Kunne blive ved, men det gør jeg ikke for du kan hente alle mine opskrifter helt gratis i en PDF fra sommeren 2017 her… opskrifter fremadrettet kan hentes her på siden under fanen DIY.

Gem

Husk at tage frø af de modne chilier til næste sæson – OBS! frø fra grønne og umodne chilier spirer ikke, så tag kun frø fra de helt modne chilier. Hvis jeg har glemt at skrive det tidligere, så husk handsker når du tager frø og stok ud, da det er her capsaicinen – det stærke i chilien gemmer sig – eller gør som jeg der glemmer det og derfor lidende husker hvorfor det nu er man skal bruge handsker i flere dage efter frøtagningen..

Når du har taget frøene ud skal de tørres og det letteste du kan gøre, er at lægge dem til tørre i et brunt kaffefilter – husk at skrive navnet på chilien udenpå filteret inden du går i gang, så du ved hvilken chili det er. Når frøet er helt tørt efter 6-10 dage kan du gemme det. Her kan du vælge at folde kaffefilteret ind og sætte et stykke tape på så de små frø ikke falder ud, eller lægge frøene i en lille lynlåspose og skrive navn på eller du kan printe en af mine frøposer til formålet. Inden du gemmer helt er det en god ide at sortere frøene så du kun har hele og rene frø dvs. at frø der mangler et hjørne eller har mørke pletter smides væk. Husk endvidere at opbevare dine frø mørkt, ej for varmt eller køligt. Frøene dur i flere år efter.

Chiliplanterne kan overvintre. Har ikke selv prøvet det før, men har ladet de sidste to chiliplanter fra i år, Royal Black og Puple Peach blive stående i den koldeste vindueskarm jeg har og de er begyndt at smide deres blade. Når min viden om det lykkedes at få dem til at overvintre vil jeg skrive om dette. 

DYRK EN CHILI

Galleri

Chili tidslinie

Resumé – dyrk en chili…

Det er relativt enkelt at dyrke egne chili planter, det kræver bare en smule forberedelse og lidt mere tålmodighed samt selvfølgelig en helhjertet indsats at pleje de små spirende planter når de først viser tegn på at bryde igennem det lille lag af jord frøet blev sået i. Nu gælder om at ikke at overvande. Pas på ikke at røre den spinkle plante for meget på det her stadie. Efterhånden som det vokser sig større kræver de sin egen potte som de kan blive i indtil de skal ompottes i blivende krukke. Når planten har 8-10 blade beskæres du den til der er 4 blade tilbage. Så skyder den fra hjørnerne og planten blive mere busket og giver også flere chili. Når først der viser sig små blomster knopper knipses de første 7-10 af, udbyttet bliver større heraf.

Dyr

Copyright © 2017-2018 CHILiKON