Sorter og former

Lige som sin søster Chilien kommer tomater oprindeligt fra Sydamerika og hører også til familien af Natskygger.

De er næsten lige så spændende at dyrke i haven som chili og især sammen. Udover at de smager himmelsk, er sunde og uundværlige i køkkenet, så kommer de også  i mange forskellige former, smag og farver.

Der findes et sted mellem 10.000-25.000 forskellige tomat sorter og det vil være lidt vel for optimistisk at afprøve alle i haven.

De tomater, sorter og former herunder er alle beskrevet med mine erfaringer som amatør tomat dyrker og jeg er derfor endnu på novice stadiet på mange områder, men hvis man ikke forsøger sig med et så et frø, så læres det jo aldrig og dermed ingen erfaring.

Mit råd er, kast dig ud i at så frø og dyrk egne tomater. Får du problemer undervejs i processen, så spørg dig frem, lån en bog på biblioteket eller søg info på Nettet.

Almindelig

Er det jeg vil kalde for en klassisk rund tomat der har en diameter på 5-8 cm og vejer fra 70-150 gram.

ALMINDELIG findes både høje og i busket tomatsorter. De er gode som dagligdags tomater på rugbrødet eller i saucer og andet.

Varianter af ALMINDELIG tomat er BØF, MAD og STUFFING.

Blomme

Findes i flere varianter lige fra MINI, DADEL, LILLE, MELLEM, STOR og KÆMPE tomater helt op til 15 cm lange. PEAR og OXHEART hører også til BLOMME tomat varianter.

BLOMME tomater har oftest en aflang cylinder agtigt facon andre er mere ovale i det. De er dog meste kendetegnende for at være kødfulde, saftige uden dog at indeholde lige så meget juice som flere andre sorter af tomater har. Der indeholder ej heller mange frø. Velegnet til mange formål såsom ketchup, saucer og henkogning.

BLOMME tomatplanter findes i flere variable højder og er meget nemme at dyrke. Modner oftest sent på sommeren.

Bøf

Disse tomater er kæmpe store og er ikke særlig gode at dyre på friland i Danmark da de kræver en lang sæson af varme for at modne. Drivhus er en nødvendighed for at dyrke disse planter, men så er de også produktive.

Under rette betingelser kan man høste tomater der vejer fra 400-1.500 gram og har en diameter på 15 cm. Faconen er oftest fladtrykt rund. Kommer også i variant der er rillet i læg eller har et krøllet udseende.

Cherry

CHERRY tomater er små søde og intens saftige smagsfulde tomater der er meget nemme at dyrke. De ligger på 10-30 gram og får en diameter på 2,5-3,5 cm.

Tomaterne vokser i klaser og derfor er det en god ide at planten står højt. Perfekt til den danske sommer da planten har en kort vækstperiode.

Cocktail

Er lige så sød, saftig og intens i smagen som CHERRY tomater. Størrelsen ligger et sted imellem CHERRY og en klassisk ALMINDELIG tomat.

Denne tomatsort er også særdeles velegnet at dyrke i den korte danske sommer.  

Jordbær

Er en variant af COCKTAIL, så selve tomaten bliver ikke så stor, men det gør planten og den kan sagtens blive over 2 meter høj under rette vækstbetingelser.

Tomaterne får en flot glat og skinnende overflade og så er de delikat søde og smagsfulde.

Mad

Er en ALMINDELIG tomat variant, bare større og mere kødfuld. Den er velegnet til henkogning, saucer og supper.

Har en tendens til at blive ‘melet’ i det hvis ikke modningsprocessen har været optimal. Kræver lang tid med varme for at blive moden, derfor har den bedst af at dyrkes i drivhus.

Oxheart

Ligner et kæmpe jordbær på faconen, men her hører også sammenligningen også op. Er en BLOMME tomat der er fuld af saft, sødme og kraft.

Tomaterne kan blive voldsom store og hos mange af sorterne hænger tomaterne i klaser og har størrelser fra 100-1.000 gram. Så planten kræver særlig stærk opbinding.

Pear

Er også en BLOMME tomat med en anderledes facon. De fleste varianter af PEAR har en størrelse som en CHERRY tomat, enkelte er større.

En kødfuld, sød og nem tomat at dyrke.

Ribs

Er bitte, bitte små og oftest CHERRY tomater der som navnet RIBS ganske rigtigt beskriver deres størrelse.

Selvom tomaterne er små, kan planten godt blive voldsom. De Sweet Pea Currant planter der var i min have fik en diameter på over 150 cm med hundredevis af RIBS tomater på. En tomatsort der er nem at dyrke.

Stuffing

Mange STUFFING tomater er hule indeni og derfor rigtig gode til at fylde med noget lækkert ligesom gør med en peberfrugt. Tomaterne har en tendens til at være cylinderformet. De er knap så saftige og kødfulde.

Dyrkes ligesom BØF i drivhus da de er længe om at modne og kræver mere ensartet varme som vækstbetingelser.

Hvilken plante skal jeg vælge

Ofte står der på pakken af frø eller på den label der hænger ved en nyindkøbt plante om den er Determinat, Indeterminat eller Semi-Determinat. Hvis du ønsker planter der er grønne og sætter frugt til efteråret sætter ind skal du ikke vælger Determinate planter. Læs herunder forskellen inden du går i gang med at vælge en tomat der skal pryde din have.

Determinat

  • Kort høst sæson
  • Stopper vækst, blomster- og frugsætning på en gang, og kommer derfor hurtig midt på sommeren til at se falmet og kedelig ud med gule blade. Det er fordi at nu bruger planten energi på at få de frugter der er sat til at blive modne.
  • Når sidste tomat er plukket er planten færdig og smides ud.
  • God i små og mindre krukker/potter
  • Skal som regel opbindes for selvom planten kan være lille og buskagtig så kræver det noget at bære alle frugter på en gang.
  • Planten funger også rigtig godt indimellem i staudebedet.
  • Busk, krukke, dværg- og flerstammede tomat -planter er som oftest DETERMINAT og disse kræver lidt plads og opmærksomhed – bare de får masser af vand.

Indeterminat

  • Lang høst sæson
  • Stor plante med kontinuerlig vækst, blomst- og frugtsætning
  • Sætter frugt til frosten sætter ind
  • Kræver opbinding og nogle planter kræver en ekstra stærk opbinding.
  • Perfekt i drivhus samt på friland i store kapillærkasser eller krukker
  • Kan også være god på friland hvis du har plads til den i for eksempel urte- grønsagshaven.

Semi-Determinat

  • Har næsten samme egenskaber som en DETERMINAT men alligevel ikke – den bliver ved med at sætte frugt til frosten sætter ind men stopper vækst i højden før.

Dyrk

Det er ikke så svært at dyrke tomater hvis bare du ved hvordan, og har nogen til at passe planterne hvis du er bortrejst en periode af deres levetid. Tomater kan ikke lide at tørre ud så vand skal der til, og det skal trimning også for de større planter.

At dyrke tomater består af flere faser. Valg af tomatsort er en af dem. Har du masser af plads til rådighed og kan brede din tomatdyrkning over et større område kan du vælge frit. Har du derimod begrænset plads er det en god ide at se efter en sort der ikke bliver så voldsom stor i vækst, men finde en lille fin busktomat der kan være i en krukke.

Så et frø

Du har fundet de tomatsorter og frø du ønsker. Har indkøbt så- og priklejord, potter og plantemærker med mere. Du er helt klar til at så og følge de stiklinger der forhåbentlig skal blive til sunde tomatplanter der vil pryde sommeren og samtidig være gavmilde planter hvor der kan høstes mange søde og saftige tomater til salater og meget andet.

Kalender også medio marts, så alt er perfekt. Kom jord i dine potter eller såbakker og fugt jorden med vand – den må ikke være søbende, bare tilpas fugtigt. Læg dit frø og dup det let ned i jorden så det lige akkurat har jord over sig. Nu er det bare at nurse om de små stiklinger når de først pibler op af jorden. Sørge for de får større potter at vokse i når rødderne ikke kan være i den forrige, og tilsidst når foråret har meldt sig og temperaturen er over 8-10 grader udenfor. Husk at tilpasse planterne lidt efter lidt, eller sørg for at dække dem til om natten med fiberdug i den første tid. 

Vær OBS på temperaturen, den mindste frost og alt dit arbejde er spildt. Tomater kan ikke tåle kulde og alt under 5 grader er ødelæggende for planterne.

Høst

Antallet af høstede tomater afhænger selvfølgelig af hvor mange tomatplanter du har. Mine 42 tomater af forskellige sorter på et lille areal af 4 x 17 meter – de fleste i ampler gav i alt lidt over 70 kilo tomater.

De blev brugt til alt muligt spændende foruden at en del blev givet væk. Havde vejret artet sig med knap så megen regn til sidst, ville høsten også have været større, men jeg blev nødt til at kassere rigtig mange tomater da de var begyndt at sprække grundet regn og atter regn og ingen sol og varme til at kompensere mod denne med. 

Hent inspiration til hvad du kan bruge en god høst af tomater til her.

Gem

Tag frø af de tomater du har lyst til at så igen næste sommer. Se hvordan du lettes kan tage frø af dine tomater her. 

Vær OBS på at det kun er modne tomater der kan bruges. Frø fra grønne og halvmodne tomater vil ikke spire.

Mine tomater

sommer 2017

Anna Russian

En skøn. saftig og fuld af smag og en kæmpe af en blommetomat at være. Bliver bare ved og ved med at komme med tomater. Havde jeg haft et drivhus at sætte den i her i sommeren 2017 ville høsten være eksploderet. Måtte til sidst kassere en hel del af tomaterne da sommeren gik over i regn konstant og nul varme. Det kunne hverken planten eller tomaterne lide. 

Skal helt klart have den i haven igen da den er ren luksus til stort set alt lige fra tomat på rugbrød til at komme i sauce og henkogning.

Stoppede med at måle de to planter jeg havde da de nåede en højde af 2,20 meter. Den største tomat jeg høstede vejede 388 gram, men under rette betingelser kan tomater komme over 500 gram, så de er gigantiske  og ikke nok med det, så hænger tomaterne i klaser så her er opbinding af største nødvendighed for at planten ikke knækker. 

Favorita

En gedigen Cherry tomat der smager dejligt krydret og som giver rigtig mange tomater der hænger i store klaser på den høje plante. Har en vidunderlig krydret smag men den har fået sig en konkurrent i haven, nemlig Losetto som er en mindre tomat der smager mere intens en Favorita.

Den har i hvert fald været et hit i haven i mange år, så den er stadig med i haveplanen fremadrettet.

Grøn Strib HD

Fik disse frø i januar 2017 af Heidi som kaldte dem for stribet grøn – kort sagt så vidste hun ikke navnet på dem, men kun at de gave søde og gode tomater.

Den ene plante jeg havde i sommer gav rigtig nok mange søde og lækre tomater, som havde en smuk dybrød farve indeni og en rustenrød med grønne striber udenpå som moden. har forsøgt at gætte mig til et navn og er nået frem til at de enten må være Black Zebra eller Artisan Purple Bumble Bee. Hælder mest til Black Zebra.

Helt sikkert en tomat jeg vil have næste år med.

Fik også frø på to andre tomater – Gul Tomat HD og Netto Cocktail HD som begge skuffede på både smag og afkast så de er ude af frøkassen, men de har lige fået lidt plads længere herunder.

Hundreds and Thousands

Endnu en tomat til min ‘Tomat-sti’ hvor der hænger tolv ampler med forskellige sorter, og heraf Hundreds and Thousands.

Efter jeg havde sået dem og efter de var blevet til fine små stiklinger læste jeg at Hundreds and Thousands skulle være samme plante som Tumbling Tom Red, men efter at have have begge her i sommer, kan jeg roligt skrive at det er de i hvert fald ikke.

De er forskellig i både størrelse og smag. En Hundreds and Thousands tomat er cirka halvt så stor som en Tumbling Tom Red tomat. Der er også stor forskel på blade og stilke som ikke er nær så kraftige i vækst som Tumbling Tom Red.

Men en dejlig og fuld af smag tomat til salat og som snack.

Jersey Devil

Faldt for denne heirloom tomat sidste år på eBay og købte frøene af en lille farmer fra Grækenland. Tomaten fast og fuld af sødme. Har ikke særlig mange frø i sig.

Stor blommetomat som modner relativt sent, det vil sige at jeg kun har haft den i år og det kan være fordi det har været en kold sommer. Lige som Anna Russian blev jeg nødt til at kassere over 20 kilo tomater på de to planter jeg havde. De kunne ikke nå at blive modne. Men jeg høstede lige så mange.

Planten er høj og tomaterne varierede  i størrelsen 10-15 cm . Dejlig tomater så denne plante skal dyrkes igen til næste sommer.

Jordbærtomat

Købte denne tomatplante i sommeren 2016 ved et besøg hos Gartneri Toftetegaard. Den har så fået lov til at leve videre i år ved at jeg tog frø af tomaterne.

Selve tomaten har en fin og elegant overflade, en yndig lille sag der smager sødt og saftigt. Planten bliver også fin i højden og sideskud knibes med det samme de ses, så bliver det til en sund og produktiv plante, der giver mange jordbærformede skønne tomater. 

Losetto

Var i havecenter med Heidi først på år og hun købte frø, og jeg var så heldig at få to planter af disse lækre cherrytomater.

Er ikke i tvivl om at den ligesom Tumbling Tom Red og San Marzano er iblandt min top 5 af tomatsorter der er fast på listen over de tomater der skal være i haven sæson for sæson. Den smager så vidunderlig krydret, sød og frisk.

Den skal være i en ampel eller krukke der står højt, da tomaterne hænger i fine lange klaser. Satte planterne i en af mine hjemmelavede selvvandingspotter og de blev store og flotte med mange, mange tomater at høste sommeren over.

Tomat-stien vil igen næste år blive prydet med denne Cherrytomat, ingen tvivl om det.

Maskotka

Er blevet til tomater med næser. Høstede så mange sjove af slagsen og de fik sig et par øjne på og blev fotograferet som ses længere herover.

Frø blev købt fra England tidligt på året og så blev de ellers sået. Det blev til frodige planter som alle kom i mine hjemmelavede selvvandingspotter og placeret så de fungerede som ampler på ‘Tomat-stien’.

Der var bare tomater og tomater hele tiden. Pænt store Cherrytomater som var søde og sprøde. Planten fik sig et par støttepinde da den var tynget af de mange tomater der var på. Så fik den ellers masser af vand og det var det.

Herefter var det bare at høste og høste. Hver plante gav over tre kilo tomater.

MoneyMaker

Fik i foråret små potter med frø da jeg handlede i Føtex, og en af dem var tomater. Googlede det nummer der stod på potten og fandt ud af at det var en almindelig rund tomat ved navn MoneyMaker.

Alle frø spirede, men jeg beholdt kun tre planter selv og gav de andre væk.

Den smagte fint og var også dejlig saftig, men den blev mest brugt til ‘fyld’ sammen med andre tomater, der blev henkogt til vinterens forbrug.

Det har de fungeret fint som og høsten var også ok, så jeg har taget frø til næste års sæson af tomater i haven.

Romello

Denne blommetomat fik jeg fat i for et par sæsoner siden og vil stadig gerne have den i haven næste sæson.

En sød lille og fast blommetomat, det er hvad Romello er. Fungerer perfekt i ampel og giver et relativt stort udbytte.

Den får også en god diameter men ikke helt så voldsom som Sweet Pea Currant og Tumbling Tom Red – men plads skal den have for at udfolde sig optimalt.

Skal ligesom de andre tomater have et par støttepinde når de er ompottet, herefter passer de sig stort set selv, bare de får vand, varme og rigeligt med sol.

Et lille bonus er at tomaten ikke bliver hurtig blød eller overmoden, men kan holde længe  i skålen over uspiste tomater, og det er en fordel når der nu ligger flere hundrede tomater der er høstet og klar til brug.

San Marzano

En dejlig blommetomat og italiensk klassiker der fungerer fra år til år i haven.

Planten bliver pæn høj og skal helst stå på en beskyttet plads og gerne i en kapilærkasse. Så er du sikker på at høste mange søde og lækre tomater sæsonen igennem.

Har brugt San Marzano til mange forskellige sager såsom ketchup, chutney, saucer og andet. Se opskrifter og bliv inspireret til selv at gå i gang.

Tror aldrig jeg kommer til at købe færdiglavet ketchup igen efter jeg er begyndt på at være kreativ med tomaterne, så heller gå til grønthandleren og købe et par kilo tomater og lave den selv, hvis ikke høsten har været stor nok til at holde et år.

San Marzano er ikke en tomat sort der lige kommer af listen over de som skal sås år for år og derfor er den også med på haveplanen 2018.

Sweet Pea Currant

Søde små lækre tomater på størrelse med ribs, de kan da ikke fylde særlig meget i haven!

Første sæson, og den erfaring jeg har gjort mig med Sweet Pea Currant er, at man skal have plads til disse vidunderlige planter.

Da de seks planter jeg havde i min have, alle havde fået en diameter på 130-150 cm med hundredevis af bittesmå tomater fyldte de altså pænt meget.

Nu skal det lige siges at min have er ikke større end 4 x 17 meter og heraf skal fratrækkes terrasse, skur og andet, så plads er der ikke meget af nu jeg har besluttet at, der også skal være plads til 65 chiliplanter samt over 40 tomatplanter, plus alt det andet af krydderurter og blomster.

Fordelen er at Sweet Pea Currant er en determinat plante, så når alle de lækre søde tomater er spist i salat eller som snack er planten også færdig og kan kasseres.

Tiny Tim

Denne busktomat kom til min have for et par år siden dag jeg fik et par planter af Heidi.

Første år gav de ikke særlig meget, men ok taget i betragtning at de næsten druknede ved et par voldsomme regnskyl og redningsprocessen ikke helt var så effektiv som den burde have været.

I år fik planterne lidt bedre betingelser og der blev høstet flere af disse søde små cocktailtomater. Men hvis jeg havde lyttet til min svoger med hensyn til at sætte tomater i plantesække ovenpå kapilærkasser, så havde de måske haft bedre betingelser.

Planterne stod i midten og dermed i skyggen af Anna Russian og Jersey Devil som bredte sig en del.

Næsten år får de en krukke for sig selv.

To andre tomater

Begge er frø fra Heidis frøkasse og begge er ude af min frøkasse efter en sæson.

Gul tomat HD – en høj plante med knap så mange tomater på. Overmodne var tomaterne næsten orangegule men smagsmæssigt var hverken de gule eller orange speciel nok til at de kommer med i haveplanen igen.

Netto Cocktail HD – Tomaten lignede lidt en Favorita og smagen var også ok sådan da, men ikke en som vakte ovenud begejstring. 

Planten gav for få tomater sammenholdt med den plads den optog og det arbejde der lå bag med at så et frø og få den til at blive til en plante. Vil heller bruge min energi på planter der giver et pænt udbytte af søde og smagsfulde tomater og til den gruppe hører denne her desværre ikke til.

Tumbling Tom Red

Produktiv og velsmagende søde cherrytomater kommer der ud af denne plante. Har haft mine i ampler og det har kun været en succes med masser af tomater.

Har læst mig til at Tumbling Tom Red kun ville få en diameter på 40 cm, det passer ikke – i de to år jeg har haft planten har jeg målt den til at runde de 100 cm i diameter. Den skal bare have en stor ampel så der er jord nok til rødderne og herefter al det vand den kan drikke, så eksploderer væksten.

Giver ligesom Maskotka et rigtigt udbytte på over 3 kilo tomater per plante, og når en tomat vejer omkring de 30 gram er det mange tomater.

Har frø høstet der ligger klar til sæson 2018.

Copyright © 2017-2018 CHILiKON