Nordens største kirkegård
Min søn ligger på Vestre Kirkegård. Han blev begravet for snart ni måneder siden på en isnende kold februar dag. Tabet er et stort hul af uendelig tomhed. Et tab der aldrig erstattes. Det eneste og sidste vi kan give ham er det fineste gravsted vi formår. Alt forarbejde er klart. Stenen er næsten klar. Gartnerne er ikke klar.
Efteråret er godt på vej og kirkegården er et væld af farver.
En smuk kirkegård der rummer alle trosretninger på smukkeste vis.
I lørdags gik jeg en tur på kirkegården uden andet kamera end det på mobilen. Det var en rar tur med mange smukke nicher af en mangfoldig kirkegård.
I går søndag tog jeg et bedre kamera med dersom regnen ville stoppe når jeg nåede derhen. Det gjorde den og jeg gik atter en tur.
Denne gang rundt om søen hvor mange spidser fra Socialdemokratiet ligger begravet sammen med opdagelsesrejsende og kunstnere. Her ligger blandt andre Thorvald Stauning, Jens Otto Krag, Per Hækkerup og AnkerJørgensen.
Ænderne i søen var ikke helt stået op, et par enkelte var ligesom jeg oppe og de nød den smukke grønne sø og den blå himmel.
Der er mange skønne forskelligartede steder at besøge på kirkegården og når jeg har grædt lidt ved min søns efterhånden pjuskede gravsted der venter på færdiggørelse, føles det rart at gå rundt blandt alle gravene og vide at jeg selv en dag ender her og lige ved siden af min dybt savnet elskede smukke søn.
I går morges kunne jeg se at han havde haft besøg af andre for der lå disse blomster og en stilk med salvie. Han var glad for krydderurter men jeg fornemmer at vedkommende der har lagt salvien nok har haft et eller andet ritual i tankerne, tænker jeg.
Mens vi venter
En sten under konstruktion, planter og mosaikker der venter på at få deres plads på gravstedet.
Kirkegård eller Folkepark
Kirkegården rummer også alle de mennesker der benytter der ligger her lidt udenfor centrum som en folkepark med løsgående hunde, prustende, stønnende og højtsnakkende i mobil løbende motionister, cyklister der bruger kirkegården som gennemgang uden de formår at overholde gængse trafikregler, de kører kort sagt i blinde med hovedet under armen og dybt begravet i deres mobiler.
Skoler og institutioner der slipper børn og unge løs alene uden respekt for at støjniveauet når visse højder der gør det svært for os der bare ønsker en stille stund i vores sorg ved gravstedet. Børn og unge der hopper respektløst rundt fra gravsted til gravsted.
Fornyligt blev der afholdt Ecco Walkathon og de havde lagt en af deres ruter igennem Vestre Kirkegård.
Det kan godt være det var i en god sags tjeneste, men det var rædselsfuldt med invasionen af højtsnakkende ’her kommer vi’ mennesker omkring én på gravstedet. Rædselsfuldt at blive ’jordet’ af disse gående mennesker der ikke vigede sig en tomme på vejen da jeg kom kørende til min søns gravsted og derfra. Oplevede en flok middel aldrende kvinder der på en vred og modbydelig måde informerede mig om at det skulle være forbudt at køre på kirkegården når der blev afholdt dette arrangement. De var hensynsløse og jeg håber at det fremover vil være muligt for Ecco Walkathon at respektere sørgende på kirkegården og lægge deres ruter udenom næste år. Det er trods alt et sted vi begraver vores kære, et sted vi sørger og har brug for ro omkring til dette – ikke en folkepark!
Grunden til jeg fremhæver Ecco Walkathon er nok fordi det var de værste og mest brutale hensynsløse gennemgangsmennesker jeg har oplevet i de mange måneder jeg dagligt er kommet for at sørge over min søn. Jeg er sårbar i min sorg det indrømmer jeg gerne, men det bør aldrig komme til en diskussion om hvem der skal respekteres på kirkegården, for det kan kun være gravstederne og de sørgende.
Så til alle jer der opfatter kirkegårde rundt i landet som en park der kan bruges til ethvert formål, stop lige op og mærk efter hvordan I selv ville føle det hvis I stod og sørgede over jeres kære på kirkegården og der pludselig var en invasion af respektløse mennesker omkring én fordi der foregår et eller andet arrangement der synes at kirkegården er perfekt at bruge som folkepark for dem den dag.
Det bliver til mange dage over året med gennemgangsmennesker der tror kirkegården er til for dem og ikke for de sørgende. Oplevelser vi sørgende kunne være foruden. Det er en kamp i sig selv at deale med sorgen.
Vis respekt, vis forståelse, vis hensyn.
