Gravsted Vestre Kirkegård


Sorg

ACCEPT

Det er ondelyneme svært

At acceptere

At min søn ej er her mere

Det er ikke let

At acceptere de som er tæt

Ikke længere taler om ham

Det er sørgeligt

Jeg har grædt

Det er svært

Fortvivlende tomt

At mærke tavsheden alene og ensom

Det er ikke let

Fortvivlelsen er rå og virkelig

At der slukkes for den altid levende

Er utrøsteligt og ikke dybt vidende

Det er ondelyneme svært

At acceptere

At leve

Hanne Solberg ©2018


Gravsted

Januars andensidste dag var en meget kold dag. Skulle træffe et valg. Et valg om min søns sidste hvilested.

Stod på Vestre Kirkegård og skulle udvælge en plads.

Kan ikke huske hvordan jeg kom dertil. Kan huske det var dunkelt, koldt og uvirkeligt.

Bedemanden og manden med navnepløkken stod frysende, trippende og tålmodigt ventende på min beslutning. Hvorfor stod jeg her?

Træer og buske var mørke og bladløse grenede – alt var frossent.

Det samme var min søn der lå i en fryser på Retsmedicinsk. Han var død.

26 år, en måned og fjorten dage blev han. Et par dage fra hans kæreste ville komme hjem fra sit semester i Amsterdam.  Nogle måneder fra at, være færdig som Cand. Polit. Nu var han død og der skulle træffes et valg, for begraves skulle han jo.

Han skulle have sit eget gravsted, et ønske fra hans far og den beslutning er jeg i dag glad for at han tog. Har så meget brug for at komme og være nær.

Nu her ni måneder efter hans begravelse er gravstedet færdiggjort og kun fordi jeg fik hjælp af Eifel, Ib og Jan. Tak.

Stor tak til Malthe for hans ønske om at, forære Jonas en sidste hilsen i form af et træ. Et træ som har fået speciel plads nær hjertet og ved siden af Malthes søde smiley mosaiksten. De var altid hinandens bedste venner.

Al forarbejdet havde jeg selv gjort vidende om at det er det sidste jeg kunne give min søn, et pænt gravsted hvor vi kan sørge og minde ham.

Han var ægte. En ægthed som er de få mennesker forundt at være begunstiget med at indeholde. Vi kender alle, hvis vi er heldige, måske kun en eller to i livet af disse helt igennem ægte mennesker.

Han var en af dem.

Derfor har jeg forsøgt at gøre gravstedet så personligt som muligt med farver, sten, planter og træer han var glad for og til foråret når der kommer blade på både hæk og træer vil det vise sig om jeg har ramt rigtigt.

Om mindre end en måned ville han, hvis han havde levet, være fyldt 27 år.

 

 

 

 

 

 

 

Karl den Store

Det gik op for mig forleden at min søn og Karl den Store deler dødsdato. Det havde jeg ikke lagt mærke til tidligere, selvom jeg allerede i foråret havde sat mig for at plante husløg på hans gravsted.

Karl den Store gav planterne det latinske navn Semper Vivum, som betyder ’Altid levende’.

’Altid levende’ var netop årsagen til at jeg valgte husløgene som et ’tæppe’ på min søns gravsted. Han vil altid leve i alle os der elsker og elskede ham, og hvert enkelt husløg på hans gravsted er sat med dyb kærlighed.

Husløgene fik en fornyet funktion af Karl den Store, en slags renæssance i det Frankerige – Tyskland og Frankrig i dag, som han regerede over for 1200 år siden. Han lavede en forordning – Capitulare de Villis – en lov om at alle godser og huse i samfundet skulle plante husløg på tagene som værn mod lyn og brand. Husløgenes evne til at gro steder hvor der næsten ingen jord eller vand findes er stor. Samtidig indeholder de mængder af vand i hvert eneste lille blad som på den tid måske udgjorde en mindre fare for at ild kunne brede sig fra tag til tag. Husløgene fik også tillagt andre evner som at skærme mod storme og beskyttelse mod hekseri. Medicinsk brugte man også husløg mod alle mulige og umulige skavanker.

Husløgenes evne til at gro på tage havde været benyttet i århundrede før Karl den Stores forordning.

Den græske filosof Theophrastus skrev blandt andet om planterne allerede for 300 år f.k.

Romerne havde haft en forestilling om at planterne var en gave fra Jupiter – måske heraf at en variant til Husløg er navngivet Jupiters Skæg eller som de også kaldes Jovibarba.

Her i Norden og især i og omkring Bergen har husløg været brugt på tagene for omkring 800 år siden og måske endda før. De skulle udgøre en sikkerhed for at tagene ikke blev udsat for den nordiske gud Thors lynild. Lidt ligesom Karl den Store tanke med sin forordning.

For et par år siden erindrer jeg at vi, min søn og jeg så en tysk dokumentar i tre store afsnit om Karl den Store. Det var så skønt at dele den slags historiske udsendelser med ham for vi fulgte dem altid op med at låne og læse uddybende bøger fra biblioteket om emnet.

Karl den Store er absolut anbefalelsesværdig at læse videre om. Ikke bare de store træk men også alt det han sørgede for blev lettere for helt almindelige og små mennesker i samfundet.

 

 

Vestre Kirkegård er en kirkegård

Føler en stor blottelse når jeg sørger på min søns gravsted og der kommer i flok eller enkeltvis højtsnakkende og kiggende løbere forbi.

Det føles ikke rart at være udstillet i sin sorg overfor disse helt åbenlyst tankeløse gennemgangsmennesker der benytter kirkegården som folkepark.

Forleden var der sågar et par der kom hujende og larmende forbi på rulleski, med stave der svingede godt omkring så selv de mange gennemgangscyklister måtte trække sig til side, hvilket de ikke altid gør.

Der er også alle de løsgående hunde. En gang, og det bliver forhåbentlig kun til denne ene gang mødte jeg en stor hvid kamphund. Det var ikke særlig betryggende.

Selvom mange af de andre løsgående hunde for den sags skyld kan være lige så utrygge at møde uanset at deres ejere fortæller at de ikke kunne finde på at bide eller springe op! Alle ved jo at det ikke passer – ingen kan være 100 % sikker på at deres ottende vidunder ikke potentiel kan udgøre en risiko for fare.

Derudover er det lige som om at de mennesker der lader deres hund gå løst omkring har det med at kigge den forkerte vej når disse laver ’kager’ på deres rute – de glemmer eller ignorerer at samle deres hunds efterladenskaber op, hvilket absolut er uhørt og afgjort ikke ok!

Det undrer mig at ingen læser skiltene ved indgangene til Vestre Kirkegård, eller også så gør de det og er ligeglade.

Det undrer mig at de ikke benytter Valbyparken, Søndermarken eller Frederiksberg Have der alle ligger ganske tæt på til at løbetræne larmende i flok eller som enkelvis højtsnakkende i mobil løbere til dette formål.

Jeg arbejder tæt på kirkegården og er næsten dagligt forbi og oplever derfor ’myldretid’ af diverse gennemgangsmennesker der enten ikke kan læse eller som helt og aldeles har ignoreret opfordringen på skiltene om at tage hensyn til os sørgende.

Det gør usigeligt og uendelig ondt i forvejen over tabet af min søn, men at blive blottet og udstillet i sin smerte og sorg overfor alle disse håbløse overfladiske gennemgangsmennesker der benytter Vestre Kirkegård som en Folkepark har jeg denne opfordring.

I din tankeløshed har du måske ikke tænkt så langt over at en kirkegård er sorgen og mindernes plads.

Den bør have din respekt for netop dette og du opfordres derfor til at bevæge dig stille omkring hvis du absolut ikke kan finde andre steder at udøve din sport, højttalende ligegyldige mobilsamtale eller andet støjende adfærd.

Til jer ræsende cyklister der synes at have den opfattelse at have eneret på vejene på Vestre Kirkegård er opfordringen at sænke farten en anelse, især for jer der kører på el-cyklerne samt til jer alle om at få hovederne op fra jeres mobil og se hvor I kører!

Vi er faktisk nogen som er kede af det. Vi er faktisk nogen som er i dyb sorg. Vi er faktisk nogen som netop bruger området til det som oprindeligt har været formålet med Vestre Kirkegård – en kirkegård hvor man kan mindes, græde og håbe på at roen kan heale lidt på den ulidelige smerte.

I der ikke har andet formål end støjende adfærd, sportsudøvelser eller susende gennemgang på Vestre Kirkegård er opfordringen – kør udenom – brug Valbyparken, Søndermarken eller Frederiksberg Have som ikke har gravsteder, skeletter der hopper og knirker eller sørgende efterladte at tage hensyn til.

I går kom en kvinde i fyrrene iført alt muligt tænkeligt og umuligt sikkerhedsudstyr i fuld fart på sin Sedgeway eller det man kan kalde et hurtigt el-løbehjul for voksne.

Så på lang afstand cykler der trak ind da hun kom susende. Tilfældigt måtte hun sænke farten da der kom en modkørende bil. Selv var jeg lige stået ud af bilen og nåede derfor at sige til hende ’Det er en kirkegård’! Hun stopper, vender sig om og siger ’hva så’ for dernæst hurtigt at suse videre i fuld fart.

Tjaa, hva så Fru Hvaså – havde gerne taget debatten med dig, ikke fordi jeg har pænt meget psykisk overskud til overfladiske og egocentriske mennesker af slagsen ’her kommer jeg’ typer, men jeg havde gerne taget en disput med dig om det måske ikke var mere hensigtsmæssigt at du susede over i Valbyparken.

 Næste gang jeg møder dig, håber jeg du stopper op og vi tager en snak om det. Indtil da anbefaler dig et kursus i god opførsel på kirkegården som det første, dernæst et læsekursus så du kan forstå skiltet ved indgangen.

Lad os dog få lov at sørge i fred og ro!

 

 

,