I januar var der Blodmåne, som fænomenet kaldes når en formørkelse indtræffer.

Tidpunktet for denne hændelse passede helt fint til min kroniske søvnløshed, og da jeg indimellem finder det hyggeligt at tage kameraet med udenfor, kigge op og tage billeder af ’La bella Luna’, gjorde jeg den enkle forberedelse at hive et stativ frem i håb om at få et flot billede af en rød Måne.

Men det var lidt op af bakke for der var en del skyer i tidsrummet hvor formørkelsen fandt sted, så jeg satte mig ind på kontoret og lavede noget andet en rum stund.

På et tidspunkt fik jeg lyst til morgenkaffe og gik derfor nedenunder for at lave en kop. Mens vandet kogte gik jeg ud på terrassen for at se om det var muligt at få Månen i sigte, og på magisk vis var der lige akkurat 10 sekunder hvor skyerne gled til side og jeg fik knipset et par lettere uskarpe billeder af Blodmånen.

Heldigt synes jeg selv, men der skal også ganske lidt til at glæde mit hjerte.

Herunder Himmelbilleder fra de sidste par måneder med mit skønne lille Canon Powershot kamera der utroligt nok kan tage billeder på den afstand.

Hvad ville man dog ikke kunne fange med et godt spejlrefleks.