Aji Fantasy White


Chilien

 tilhører sorten Capsicum Baccatum og får en mild styrke på 1 – SHU 5.000-> 10.000.

Planterne har grønne stilke og blade samt de karakteristiske for sorten Baccatum, blomster med fine grønne aftegninger.

Har to planter i haven, de står begge i 3,5 liters plastpotter og har nu nået en højde på knap en halv meter.  Begge planter har mange blomster, knopper og chilier på nuværende tidspunkt. I større potter bliver planterne både højre og fyldigere og får dermed flere chilier på, men det er ikke en mulighed i min lille have hvor der er rationering for hver enkelt chiliplantes fylde. Erfaringsmæssigt har det også vist sig at være en ganske fin størrelse potte for dyrkning af chilier på hobbyniveau.  Det skal lige nævnes at jeg også har chiliplanter i større potter på 5,7 liter, og de tydeligt bliver lidt større. Men jeg har det ganske fint med at min lille have på 4 x 17 meter kan rumme 92 chiliplanter udover 37 tomatplanter og diverse andre. Derfor rationeringen af pladsen og derfor prioriteringen af mindre potter til chilierne.

Nu har jeg ikke forsøgt mig med Aji Fantasy White tidligere og derfor glæder jeg mig også til at smage dem. De skulle efter sigende smage frugtagtigt med både snert af syrligheden fra en blomme og et æble. Derudover skulle være rigtige gode som snack-peber eller i salater fordi de ikke er stærke men lige akkurat har et lille bid. Spændende.

Aji Fantasy White en hvid variant af den gule Aji Fantasy og udviklet af Dr. Peter Merle fra Lanzarote i Spanien.

Aji Fantasy er en chiliplante med gule klokkeformede chilifrugter, og som over en femårig periode blev udviklet af Fatalii Gourmet i Finland. Den gule Aji Fantasy skulle være lidt større i sin klokkeform end søsteren Aji Fantasy White.

Lige nu er chilierne lysegrønne på vej mod hvid, og derfor tror jeg ikke det kan vare længe før de første frugter kan høstes og testes om de nu vitterlig er så lækre i smagen som andre har skrevet om denne variant.

Må næste år få fat i frø fra Aji Fantasy og forsøge mig med begge chiliplanter som begge er meget dekorative.