Fænomen eller bare helt naturligt

 Denne uge, både i Danmark, Norden og sydpå har vi døjet, nydt eller bare have accepteret at vejret har været lige i overkanten af hvad alle planter og visse mennesker synes er rart.

I haven har visse af tomatplanterne endnu solstik, til gengæld synes chilierne at det er ok, ikke alle men de fleste finder det i orden med høj varme.

Fredag var der Blodmåne, og den havde jeg tænkt mig at sidde og nyde i haven med kameraet.

Nu er det jo sådan, at jeg bor i et lille rækkehus, og vi bor tæt. Månen lå lavt, så det kneb lidt med at se for alle markiser, parasoller og træer der stod i vejen mod øst, så jeg kørte mig en tur for at få knipset et par billeder af fuldmånen.

Havde tidligere på dagen hørt en ekspert på tv der intenst fortalte at kalde det for en Blodmåne var noget bavl, og at han helst hørte at man kaldte dette himmelfænomen den korrekte benævnelse, nemlig Måneformørkelse, så det gør jeg. Blodmåne er yt, Måneformørkelse er in.

Er ikke helt tilfreds med de knipsede billeder af Månen i fredags, men i ugens løb har Månen da haft andre faser, og et par af de billeder blev ok.

Himlen er konstant i bevægelse og altid smuk på sin egen måde, selv i går hvor DMI havde lovet vi ville få mængder af vand. Det blev også meget mørkt hurtigt da skyerne kom væltende fra syd, og der kom da en lille bette skylle, men ikke helt lige så meget som vi kunne drømme om her i lille Brønshøj.

Andre rundt i landet har været mere heldige eller uheldige, som man ser på det.

Jeg vil glæde mig til himlen snart vil give et par dage med silende stille sommerregn, for det synes jeg vi alle fortjener, så vi næste sommer kan tale om hvilken dårlig sommer vi havde sidste år, fordi vi måske altid kun husker regnen… eller mangel på samme.

I skrivende stund er Solen på vej op, og det er allerede meget varmt igen. Jeg kan høre fuglene pippe gladelig, måske fordi de lige har fået fyldt op i foderstationerne i haven, måske på grund af vejret. Ikke desto mindre, så sidder der omkring 30-50 gråspurve på toppen af hækken hver eneste morgen, og venter på jeg kommer ud til dem med fuglefrø.