På en fridag


La Bella Luna

 Var i gang med at lave en kop kaffe i morges og tænkte det var da lidt underligt hvor østlig Månen stod siden jeg kunne se den fra mit køkkenvindue. Det har sikkert noget med årstiden at gøre. Normalt ser jeg den fra havesiden. Men lige meget hvilken tid på året er Månen altid smuk når den ses. Det var den også i morges.

Havde planlagt at min fridag skulle bruges på at komme af med lidt haveaffald, så da kaffen var drukket hentede jeg en stor trillebør fra vores lille containerplads.

Herefter gik jeg så i gang med at hive chiliplanter ned fra hylderne. Klippe alle de chilier der endnu sad på selvom mange er grønne. Der går der kun et par dage så er de fuld af flotte farver. Høstede lidt over halvanden kilo.

Fik fjernet nellikeringe og støttepinde samt navneskilte inden de blev smidt i trillebøren.

Det blev til tre store læs… og det mærkes endnu i hårdt ramte psoriasis hænder og fødder – av av – men det skal jo gøres!

Ventende fugle

Hver morgen, hver eneste morgen sidder der mange gråspurve og venter på frø.

I dag ingen undtagelse og selvom jeg rumsterede og ryddede op i haven og gik i deres direkte flyvelinje hen til foderbrættet, så enes vi om at give hinanden plads.

De er også næsten tamme efterhånden.

Der er kun én som så lidt muggen du og det var fuglekongen over at skulle dele plads med et fuglefrø der er blevet til en flot solsikke.

Fugle er søde men de spilder mange frø i græsplænen der bliver til et tæppe af diverse korn og blomster.

Han skal ikke længere ligge alene

Fik i går papir på at der hvor min søn blev begravet en kold februar dag er blevet til et trippel gravsted. Det føles rigtig godt at vide han ikke skal ligge alene på kirkegården. Føles godt at vide hvor jeg skal begraves. Lige ved siden af når det er tid.

Nu må gartneren på kirkegården for min skyld meget gerne snart melde ud at jeg kan gøre gravstedet færdig med sten og planter. De har dog fortalt at det bliver senest sidst i oktober. Jeg tror det bliver før.

Har hen over sommeren samlet en del Husløg – Sempervivum og Stenurt – Sedum. De skal blive til et stort mixet tæppe af farver.

Pyramidestolperne der skal huse den citrontimian som var min søns favorit krydderurt står parat til at blive sat i jorden. Samme gør alle de mosaiksten jeg lavede i sommerferien.

Min søster og svoger har klaret at få fat i rødbøg hækplanter som skal omkranse de ni kvadratmeter gravsted.

Har forsøgt at få alle de elementer som min søn kunne lide med. Det matematiske, forskellige sten, træ, former og farver samt planter.

Mangler at få fat i et par kvadratmeter pigsten i røde, koks og sorte farver. Har fundet hvor men ikke fået dem afhentet.

Har i øvrigt brugt mange meget tidlige morgentimer på at finde de rigtige planter og pertentligt skrevet navne ned på en alenlang liste, som jeg har haft med mig rundt til  mindst 20 planteskoler og havecentre på det halve af Sjælland.

Det har ikke været let at finde, men så har jeg fundet mange andre og er pæn tilfreds med dem jeg har fundet.

Blev alligevel en ‘well spent’ fridag.