Seneste uge i haven


Papegøjen charmerer

 Har ikke set Hr. Gøje siden mandag aften og håber blot på at han ikke er taget af rovfugle eller katte. Selv gråspurvene spejler efter deres farverige ven i haven. De gik godt i spænd på foderbrættet. 

Tomat og Chili høst

 Ellers har ugen budt på mange høstede tomater og chilier. Havde lige glemt fra sidste år hvordan det lige pludselig hober sig op med mange kilo tomater og knap så mange kilo chilier der skal konserveres eller spises.

Begyndte derfor min fridag meget tidligt, rigtig tidligt i morges da der var mørkt udenfor med at få gjort klart til at lave tomatsauce og relish. Det tog nogle timer, men skønt at det er gjort.

Efter dette begyndte jeg på et par kilo røde chilier. Det vil sige at jeg tager frø fra til såning og har pt samlet chilierne i en skål i køleskabet. Der kan de sagtens stå til jeg er klar til at lave Lingham´s chili sauce som jeg også gjorde sidste år.

Sivri ‘Corbaci’ Relish

Høstede alle Corbaci´erne i haven i morges, der var 997 gram og med de jeg allerede havde høstet i ugens løb blev det til små 1,5 kilo alt i alt.

Hakkede gulerødder, rød peberfrugt og en grøn squash jeg havde i køleskabet samt alle Corbaci´erne. Lavede denne lage hvori gulerødderne og squashen fik lov at hygge sig til de var møre. Herefter kom alt det andet i og det hele simrede et par minutter før det kom på glas.

Sådan en relish smager fantastisk til næsten hvad som helst.

Tomatsauce

Tomater, tomater og atter tomater. Der er mange og jeg har høstet over 30 kilo indtil videre og af dem har jeg brugt 6 kilo i dag. Lige som sidste år er det en god basis sauce til både pizza og pastaretter. Selv et par skefulde over fisk der tilberedes i ovn smager godt. Det er al forarbejdet for at lave sauce der trækker tænder ud og især med mine for tiden meget ramte psoriasishænder.

Men det er nu dejligt at sætte hak ved at det er gjort…

Find opskriften på Tomatsauce HER

Alligator Chopper – grønsagshakker

Hvad gør man ikke for at lette arbejdet for ens hænder.

Det er hårdt at snitte mange grønsager og da mit blik faldt på dette apparat slog jeg til – og har ikke fortrudt.

Den fungerede i hvert faldt superfin da jeg hakkede gulerødder, squash og chilier i morges.

Ugens billeder…

Er der mange af og jeg kommer til at vise flere billeder af især chilierne som udvikler sig i helt fantastisk farver og former. Men herunder er lidt fra ugen der er gået.