Speciel og dekorativ

Stjerneformet chili som viser sig lidt senere på sommeren end de fleste andre chilier. Har endnu et par planter i haven der giver og giver og de er henholdsvis 78cm og 132cm høje. Stænglerne er lange men krones med mange forgreninger med adskillige frugter der vokser ud fra alle hjørner. Meget træagtig i sin vækst.

Chilifrugterne modner fra grøn til flot skinnende rød. Medium stærk chili med en god smag. Høstede frugter har haft en diameter på Ø1,5 – 5,5cm. Egentlig ikke en særlig stærk chili der kan spises rå af de fleste. Har en frisk frugt smag, med lidt god fantasi er smagen ligesom et æble med et hot spræl i.

Mine planter stod i 3,5 liters potter og har været særdeles produktive. Denne sommer har sikkert også haft sin virkning på dette. Pladsmæssigt har det ikke været muligt med større potter, men jeg er ikke i tvivl om at hvis Brazilian Starfish dyrkes i drivhus eller står i en havestue, og selvfølgelig med en større potte, kan blive til et flot ’træ’ med mange smukke stjerneformede frugter.

Stammer oprindeligt fra Peru men har udviklet sig til den chili vi i dag kender under navnet Brazilian Starfish.

  • Capsicum BACCATUM
  • Styrke 5-7 ∼ SHU 5.000 → 30.000
  • Heirloom